Artikler

Marts 2015

Blodmider blandt kanarier

Af Carl Hammer, Stauning

Blodmider-1

Kaj Jensen i Videbæk har holdt fugle i mere end 25 år. Det var indtil for et par år siden udelukkende krumnæb – først dværgpapegøjer, senere græsparakitter og større australske parakitter.

Men så skulle der ske noget nyt, og det blev kanarier, som nu næsten helt har overtaget fuglehuset.
Der blev i første omgang fremstillet kassebure af træ, og det meste af fuglehuset blev indrettet til kanarieopdræt.
Sidste år blev Kaj så opmærksom på, at han også  holdt andre dyr, nemlig blodmider i tusindvis. Angrebet blev konstateret ved at skufferne efterlod striber af blod, når de blev trukket ud under rengøring.

Kaj blev forståeligt nok chokeret, og han tog kontakt til andre fuglefolk og dyrlæger samt læste fugleliteratur og søgte på nettet.
Efter en del research fik han overblik over situationen samt vigtigst af alt – han fandt frem til en løsning, selv om den var besværlig.

Blodmider-3

Blodmider er under en mm i størrelse og kan minde om små røde/mørke sandkorn.
De gemmer sig i revner og sprækker om dagen og kravler så op og suger blod på fuglene om natten. Når man klemmer på dem, efterlader de en rød plet af blod.
Tilstedeværelse af blodmider kan f.eks. afsløres ved at lægge et hvidt klæde i bunden af buret under “sove-pinden”.
Nogle af miderne vil i nattens løb falde ned og kan om morgenen konstateres som små røde, bevægelige sandkorn.

Blodmider i mild grad findes i en del fuglehold. Det påvirker ikke fuglene nævneværdigt, men i stort antal fører de til blodmangel, som gør fuglene sløve, svage og i yderste konsekvens medfører døden.
I Kajs tilfælde var angrebet voldsomt. Alle revner og sprækker i fuglehus og kassebure var fyldt op med blodmider, så noget skulle gøres, hvis fugleholdet skulle bevares.

I dag er anlægget renset – efter flere måneders anstrengelser og investering i nye kassebure af plast. Kaj har anvendt følgende metode:
Alle de gamle kassebure blev fjernet.
Hele fuglehuset – med særlig fokus på revner og sprækker – blev sprøjtet med en opløsning af  vand og INTERMITOX fra InterHygiene GmbH. Blandingsforhold: 50 ml til 10 ltr. vand.
Denne behandling blev foretaget  hver 6. dag i alt 5 gange, da blodmider formerer sig hver 5. dag ved 20 graders varme.
Samtidig med sprøjtning af fuglehus fik hver fugl 0.1 ml i næbbet af  følgende opløsning: 1 ml IVOMEC /Cydectin blandet med 50 ml vand. Også foretaget hver 6. dag i alt 5 gange.

Herefter blev der anskaffet nye, rengøringsvenlige kassebure af plast.
De blev indkøbt hos Plastværkstedet i Galten – en investering på godt 10.000,- kr. for 18 opdrætsbure med alt tilbehør.
Burene “hænger sammen” 3 og 3. En sektion er 120 cm lang med 2 skillevægge, og hvert bur er 50 cm høj, 40 cm bred og 40 cm dyb.

Blodmider-2

 

Marts 2014

LED-lys   –   nye begreber.

Af Carl Hammer, Stauning

Hos mange fugleopdrættere er udgiften til belysning i fuglehuset en post, der kan mærkes.
Det er derfor ikke uden grund, at flere og flere begynder at interessere sig for LED-lys som alternativ til energisparepærer, gammeldags lysstofrør eller de helt gamle glødepærer, som nu ikke længere må sælges.
To iøjnefaldende grunde er: meget lavt strømforbrug og lang levetid.

Når man går over til at anvende LED-lys, skal man til at forholde sig til nogle begreber, som de fleste ikke har været vant til.
Begreberne er ikke nye, men de har hovedsageligt været anvendt af fagfolk.
Nu skal den almindelige forbruger lære dem at kende.

Lumen  er et mål for hvor meget lys, en LED-pære eller LED-bånd udsender.
Det kan i nogen grad sammenlignes med den “gamle” betegnelse watt for en glødepære.
Watt fortæller dog ikke noget om, hvor meget lys, der udsendes fra pæren, men kun hvor meget strøm den bruger.
Nedenviste skema fra Energistyrelsen kan anvendes til en grov omregning:

Lumen-tabel

Ra-værdi  er et mål for farvegengivelsen. Det er en skala fra 0-100, hvor 100 er den bedste farvegengivelse, svarende til dagslys.
Hvis farvegengivelsen er særlig vigtig, bør Ra-værdien være over 90.

Kelvin  er et mål for farvetemperaturen – dvs. koldt eller varmt lys.
Dagslys er ret koldt lys med en farvetemperatur på 4.000 – 5.000 K (kelvin)
En glødepære har en varmere farvetemperatur på  2.700 – 3.200 K. Det bør man normalt vælge til almindelig indendørs belysning.
Stearinlys har en farvetemperatur på ca. 1.200 K

 

Lux er et mål for belysningsstyrke – altså hvor meget lys der er på en given flade.
Jo længere væk man er fra lyskilden, jo svagere bliver lyset = færre Lux.
Under arbejdslampen på et skrivebord kan der f.eks. være ca. 500 lux.
I volieren eller kasseburet skal der nok ikke være samme belysning overalt.
Omkring reden skal der typisk være mindre lys.
Herunder vises en vejledning fra Arbejdstilsynet = eksempler fra DS 700:

Lux-tabel

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Januar 2014

MusetidMus

Af Carl Hammer, Stauning

En mus er sød – men det er 100 mus ikke.
Fuglehold virker som en magnet på mus, og det er virkelig svært at holde dem ude om vinteren.
Et fuglehus byder jo på alt, hvad en mus har brug for: læ for vejr og vind samt vand og mad i ubegrænsede mængder lige ved hånden.
En ting er, at de indgår i den daglige foderplan – noget andet er, at de også er med til at sprede sygdomme, som er til fare for fuglene.
Derfor skal mus bekæmpes som skadedyr. De skal simpelthen ikke være i fuglehuset.

Hos mig plejer der ikke at være de store problemer med mus.
Giftkasser anbragt rundt om fuglehuset begrænser normalt problemet. Det har ændret sig denne vinter.
Der var flere tegn på, at mus optrådte i større antal.
I hele fuglehuset er der oven over voliererne monteret et lag 30 mm tykke pladebatts med et hulrum over.
Ikke så meget som varmeisolering –  mere som lydisolering ved at nedsætte efterklangstiden, så det bliver mere behageligt at opholde sig i et stort fuglehus med mange papegøjer.
Det blev mere og mere tydeligt, at mus holdt til oven over isoleringen, for det dryssede ned i voliererne.

Selv troede jeg, at jeg havde et “musesikret” fuglehus. Men en kritisk gennemgang viste noget andet.
På nettet kunne jeg læse, at en mus kun behøver en sprække på 7 mm for at komme ind.
Der er ingen dørtrin af hensyn til kørsel med fodervogn, og under flere døre var der op til 11 mm luft.
Jeg nedsatte så sprækken i døråbningen til ca. 3 mm. Det skete ved at lægge et lag fliseklæb ud lige under dørpladen.
Næste morgen var det tydeligt, hvor musene plejede at komme ind.
Fliseklæberen, der var udlagt om aftenen, var åbenbart ikke afhærdet, da musene nåede frem. De gik lige efter det sted – på 3 forskellige døre – hvor de plejede at gå igennem.
Her skrabede de det her irriterende stads, som nogen havde udlagt, væk, og så var der igen fri adgang.
Musehul-4Musehul-3
På det sted, som er vist på billederne, var der 9 mm luft mellem dørplade og gulv.
Jeg fik efterfølgende alle sprækker og huller lukket – tror jeg nok.
Tilbage var så jagten på de mus, der allerede var inde i anlægget.
Jeg plejer ikke at have giftkasser inde i selve fuglehuset.
Det kom der nu. 8 stk. blev placeret i gangen langs væggen om aftenen og fjernet igen om morgenen. Fuglene kommer ud i gangen under fodring.

Endvidere blev der opsat en del smækfælder, og så indkøbte jeg hos Amazon i England etIMG_8253
større antal kassefælder “Multi-Catch Metal Mouse Trap”
Jeg har anvendt kassefælderne helt uden madding. De er blot blevet stillet op ad en væg, og så drøner musene direkte ind i dem. Der kan godt være 2-3 mus samtidigt.
Musene, som jo fanges levende, kan man så enten aflive eller køre langt væk og lukke ud igen – alt efter temperament.

 

På nettet kan man se, at fugleholdere i Tyskland og England også anvender en anden type fælder – limfælder. Det er stærkt klæbende plader, kaldet “Glue Mouse Trap” eller “Glue Mice Board”. De virker på samme måde som gammeldags fluepapir – men dem bruger vi jo ikke i Danmark.

I løbet af  3 uger fangede jeg 36 mus. De sidste 3 dage har der ikke været mus i fælderne, så der er vel ikke flere?
Det er der nu nok alligevel, så fremover kommer der til at stå en “kassefælde” i hver voliere.

————————————————————————————————————————————————————————————————————————-

Mine oplevelser med Sct. Thomas parakitter.

Af Christian Madsen, Velling

I foråret 2007 blev jeg ejer af et par Sct. Thomas parakitter som jeg købte af Rob Webber i Jelling. Fuglene jeg fik var fast ringet med ringe fra 2006
(Jeg havde sidst på vinteren talt en del med Rob om, at hvis han kunne skaffe en par fra Holland var jeg meget interesseret).
Parret blev installeret i Bur 2 som har en 3 meter lang voliere plus naturligvis en inderhus på knap 1×1 meter, hvor jeg tidligere havde et par Browns gående.
Jeg havde naturligvis studeret en del om disse Sydamerikanere, og bl.a. læst at de gerne vil overnatte i redekassen, så jeg satte en redekasse model L / eller pistol kasse op, som jeg havde en del af fra den gang jeg arbejdede med græsparakitter.
Redekassen var kun til at sove i, så jeg tænke at det går jo nok det første års tid.
Parret skulle først være 2-3 år inden jeg kunne forvente noget i ”sovekammeret”.

Fodring af Sct. Thomas parakitterne foregår sidst på eftermiddagen når det er fyraften.
Jeg giver dem tørt frø, som er en blanding af ”Parakitblanding til sydamerikanere” og ”Parakit Grov Lux ”(ca. 50g pr. døgn til 2 fugle. Pas på med overfodring). Desuden får de lidt tørfoder med blandet tør frugt, samt en spiseskefuld opblødet spireblanding hvor der er iblandet hvidløgsolie fra Natural. Hvidløgsolien er for at holde deres mave i orden, så man undgår orm. Jeg har førhen givet ormekur med faste intervaller, men det gør jeg ikke mere. Efter at jeg er gået over til hvidløgsolie daglig året rundt, har jeg ikke mistet fugle på grund af orm. Denne sætning kan nok diskuteres til udløshed, men dette er bare min erfaring.
Hver lørdag når vi andre får rundstykker og spandauere får mine fugle flydende vitaminer blandet sammen med hvidløgsolie i de opblødte frø.

En dag sidst på sommeren 2007 da jeg var ude at fodre, bemærkede jeg at den ene Sct. Thomas kom ud fra redekassen om eftermiddagen. Det kom noget bag på mig, da de slet ikke var gamle nok til at få unger, og planen var jo at de skulle have en alm. redekasse. Jeg kiggede spændt af forventning i redekassen! Hold da op – 4 æg!!
Jeg blev godt nok lidt overrasket. Ind til telefonen og ringe til en af vores venner, Carl. ”Ja, de teenagere starter jo tidligere og tidligere var Carl Hammer’s kommentar”.
Nu var det jo spændende om de her teenagere kunne klare at få dem udruget og på pind.
Det kunne de med et særdeles flot resultat.
Ungerne fik lov at gå sammen med forældrene hele efteråret og starten af vinteren, så der var trængsel i den lille redekasse.
I januar 2008 observerede jeg igen at den kom ud af reden sidst på eftermiddagen. Jeg tænkte: ”det kan ikke passe. De 4 unger var jo stadigvæk sammen med forældrene”
Jeg kiggede spændt ind i reden. ”5 æg, det kan da ikke passe!”
Men det var rigtigt.
Jeg fik travlt med at få de 4 unger over i en anden voliere, sådan at der kunne
blive lidt mere ro til forældrene.
Jeg måtte naturligvis have en varmeplade under redekassen, sådan at de have en mulighed for at overleve.
Alle 5 æg var befrugtet og alle unger kom på pind.

Man må nok sige at det er et par fugle som har det godt sammen. Hunnen er meget livlig og aktiv i volieren, hannen er mere afslappet. De er ikke spor sky. Når man kommer forbi volieren, bliver de i volieren af ren nysgerrighed. Nogen mener at Sydamerikaner larmer en del, det gør disse fugle ikke. Man får selvfølgelig lige en ”hilsen” når man kommer.

Nu syntes jeg jo, at det måtte være nok med alle de unger. Med da de jo gerne vil sove i redekassen kunne jeg ikke nænne at fjerne den.
Resultatet udeblev da heller ikke.
Først på sommeren 2008 var den gal igen. 4 æg og 4 unger på pind. Fantastisk.

Ind i mellem alle disse ”fødsler” var jeg på udstilling med forældre og 4 af ungerne.
Der fik jeg masser af roser og buret overhængt med diplomer.
De Hollandske attester på fuglene siger, at forældrene er Aratinga pertinax pertinax, men dommerne har dømt dem til at være Aratinga pertinax surinama.

Først i december 2008 var den gal igen. 5 befrugtede æg. Frem med varmepladen igen.
Denne gang har vinteren nok været for streng. Der kom 5 unger ud af æggene men ”kun” 3 unger på pind her for godt en uge siden.
Ungerne vil gerne ud i volieren og sidde om dagen, med det resultat at jeg er nødt til at fange dem hver aften, og sætte dem ind i indervolieren til forældrene for at de ikke skal fryse i disse for tiden frostklare nætter.